Tjekkiet er et spændende land, der ligger lige midt i Europa med grænse op til Tyskland, Polen, Slovakiet og Østrig. Landet blev selvstændigt, da det blev adskilt fra Slovakiet i januar 1993. 

Naturen i Tjekkiet er vidunderlig. Der er masser af skove og mod nord og øst finder man de bjergrige områder, der om vinteren tiltrækker mange skiturister. Mod syd og sydvest finder man højsletten. Tjekkiet er et meget frodigt land, takket være de mange floder der gennemskærer landskabet. De to største er Elben og Moldau.

Tjekkiet er medlem af EU, men har ligesom bl.a. Danmark besluttet at beholde sin egen møntfod, som i Tjekkiet hedder koruna. I de store byer er priserne næsten som i Danmark, men i de mindre byer og på landet er alting meget billigt - inklusiv den berømte tjekkiske øl, der er kendt i hele verden. Bl.a. er den berømte amerikanske øl, Budweiser skabt af en tjekkisk brygmester.

I den sydlige del af Mæhren og i visse dele af Bøhmen producerer man vin. Tjekkiet har også over 900 naturlige kilder, som man udnytter til at producere store mængder af mineralvand.

Den tjekkiske hovedstad Prag er over 1 000 år gammel og rig på historiske bygninger i forskellige stilarter. Det har bl.a. gjort byen til et yndet sted for mange internationale filminstruktører. Også danske film som f.eks. "Flammen og Citronen" samt "En kongelig affære" er til dels optaget i Prag.

Til de traditionelle retter hører knedlíky, som er en slags melboller lavet af kartofler eller brød. De serveres istedet for kartofler, men findes også i en dessert udgave. I så fald er de fyldt med jordbær eller anden frugtmarmelade.

Lidt specielt for Tjekkiet, så er man fortsat meget glade for at uddele visitkort. At modtage- eller give et visitkort er et udtryk for gensidig respekt og interesse. Har man et visitkort med foto, så vækker man rigtig opmærksomhed.

Pakkerejse

Hurtigsøgning